5 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
6 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
8 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
9 “Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.”
10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
11 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
