2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
3 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
4 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
5 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
6 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
8 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
9 “Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.”
