PRÆDIKEREN 6:5-10

⁵og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en Grav; det hviler bedre end han.

⁶Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon ikke alle farer sammesteds hen?

⁷Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult aldrig.

⁸Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes Øjne?

⁹Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.

¹⁰Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn*, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette med ham, der er den stærkeste**. { *dvs. har fået sin Skæbne fastsat. / *dvs. Gud. }