9 Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.
10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
12 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
16 Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
17 Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
18 De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
19 Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.
23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
24 De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
26 Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
