2 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.
3 I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.
4 Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
7 Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
8 Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
9 Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.
10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
12 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
16 Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
17 Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
