10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
12 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
16 Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
17 Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
18 De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
