1 Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg.
2 Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død.
3 HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig.
4 Doven hånd skaber fattigdom, flittiges hånd gør rig.
5 En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten.
6 Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses mund.
7 Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.
8 Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes.
9 Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde.
10 Blinker man med Øjet*, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes. { *Tegn på Hån eller Ondsindethed. Ordsp. 6, 13. }
11 Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund.
12 Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder.
13 På den kloges Læber finder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid.
14 De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde.
15 Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde.
16 Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd.
17 At vogte på Tugt er Vej til Livet, vild farer den, som viser Revselse fra sig.
