GERNINGER 10:4-36

⁴Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: “Hvad er det, Herre?” Han sagde til ham: “Dine Bønner og dine Almisser ere opstegne til Ihukommelse for Gud.

⁵Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med Tilnavn Peter.

⁶Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved Havet.”

⁷Men da Engelen, som talte til ham, var gået bort, kaldte han to af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadig vare om ham.

⁸Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe.

⁹Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til Byen, steg Peter op på Taget for at bede ved den sjette Time.

¹⁰Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham,

¹¹og han så Himmelen åbnet og noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned på Jorden;

¹²og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle.

¹³Og en Røst lød til ham: “Stå op, Peter, slagt og spis!”

¹⁴Men Peter sagde: “Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist noget vanhelligt og urent.”

¹⁵Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: “Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!”

¹⁶Og dette skete tre Gange, og straks blev dugen igen optagen til Himmelen.

¹⁷Men medens Peter var tvivlrådig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, måtte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten.

¹⁸Og de råbte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter havde Herberge der.

¹⁹Men idet Peter grublede over Synet, sagde Ånden til ham: “Se, der er tre Mænd, som søge efter dig;

²⁰men stå op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem.”

²¹Så steg Peter ned til Mændene og sagde: “Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Årsagen, hvorfor I ere komne?”

²²Men de sagde: “Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har at en hellig Engel fået Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige.”

²³Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham.

²⁴Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på dem og havde sammenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner.

²⁵Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham.

²⁶Men Peter rejste ham op og sagde: “Stå op! også jeg er selv et Menneske.”

²⁷Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede.

²⁸Og han sagde til dem: “I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgås med eller komne til nogen, som er af et fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent.

²⁹Derfor kom jeg også uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg spørger eder da, af hvad Årsag I hentede mig?”

³⁰Og Kornelius sagde: “For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en Mand stod for mig i et strålende Klædebon,

³¹og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud.

³²Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde, til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han skal tale til dig, når han kommer.

³³Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at komme. Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Åsyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Herren.”

³⁴Men Peter oplod Munden og sagde: “Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer;

³⁵men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham;

³⁶det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre.