6 Da vendte han tilbage til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med alle Moabs Høvdinger.
7 Og han fremsatte sit Sprog: Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs Konge fra Østens Bjerge: “Kom og forband mig Jakob, kom og kald Vrede ned over Israel!”
8 Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde Vrede, når HERREN ej vredes!
9 Jeg ser det fra Klippernes Top, fra Højderne skuer jeg det, et Folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til Hedningefolkene.
10 Hvem kan måle Jakobs Sandskorn, hvem kan tælle Israels Støvgran? Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som deres!
11 Da sagde Balak til Bileam: “Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulde forbande mine Fjender, og se, du har velsignet dem!”
12 Men han svarede: “Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad HERREN lægger mig i Munden?”
13 Da sagde Balak til ham: “Følg med mig til et andet Sted, hvorfra du kan se Folket, dog kun den yderste Del deraf og ikke det hele, og forband mig det så fra det Sted!”
14 Og han tog ham med til Udkigsmarken på Toppen af Pisga og rejste der syv Altre og ofrede en Tyr og en Vædder på hvert.
15 Derpå sagde Bileam til Balak: “Bliv stående her ved dit Brændoffer, medens jeg ser efter, om der møder mig noget!”
16 Da kom Gud Bileam i Møde og lagde ham Ord i Munden og sagde: “Vend tilbage til Balak og tal således!”
17 Så kom han hen til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med Moabs Høvdinger; og Balak spurgte ham: “Hvad har HERREN sagt?”
18 Da fremsatte han sit Sprog: Rejs dig, Balak, og hør, lyt til mig, Zippors Søn!
19 Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve, et Menneskebarn, at han skulde angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det?
20 Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet tilbage!
21 Man skuer ej Nød i Jakob, ser ej Trængsel i Israel; HERREN dets Gud er med det, og Kongejubel lyder hos det.
