8 Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?
9 Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?
10 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?
11 HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
12 Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov
13 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;
14 thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.
15 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.
16 Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd, hvo hjælper mig mod Udådsmænd?
17 Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille*. { *Dødsriget. }
18 Når jeg tænkte: “Nu vakler min Fod”, støtted din Nåde mig, HERRE;
19 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.
20 Står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?
21 Jager de end den retfærdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,
22 HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;
