41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
42 hans Hånd kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
44 forvandled deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,
45 sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,
46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
50 frit Løb gav han sin Vrede, skåned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamitternes Telte,
52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,
53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.
59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;
