34 Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
