27 Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem få.
30 Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,
31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
32 Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.
33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.
34 Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
42 hans Hånd kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
44 forvandled deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,
45 sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,
46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
