18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
19 de talte mod Gud og sagde: “Kan Gud dække Bord i en Ørken?
20 Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?”
21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
22 fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.
23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne
24 og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
26 Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
27 Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem få.
30 Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,
31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
32 Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.
33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.
34 Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
