7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
8 De tænkte: “Til Hobe udrydder vi dem!” De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
