13 Det var ikke en Fjende, som håned mig - det kunde bæres; min uven ydmyged mig ej - ham kunde jeg undgå;
14 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
15 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandred endrægtelig i Guds Hus.
16 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!
17 Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
18 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
19 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.