10 og aldrig få Graven at se;
11 nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,
12 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
13 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.
14 Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.
15 I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.
16 Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.
17 Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;
18 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
19 Priser han end i Live sig selv: “De lover dig for din Lykke!” -
20 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.
