7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
10 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
12 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.
13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
