3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
6 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.
7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
