7 Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
8 Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
9 Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
10 alle mine Ledemod sige: “HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!”
11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste* fra Løver. { *se til Sl. 22, 23. Åb. 6, 10. }
