11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste* fra Løver. { *se til Sl. 22, 23. Åb. 6, 10. }
18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
20 Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;
21 de spærrer Munden op imod mig og siger: “Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!”
22 Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
23 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
24 døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
25 Og sige i Hjertet: “Ha! som vi ønsked!” lad dem ikke sige: “Vi slugte ham!”
26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: “Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!”
28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
