5 fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,
6 i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du trofaste Gud,
7 du hader dem, der holder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,
8 jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.
9 Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.
10 Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.
11 Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.
12 For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Kendinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.
13 Som en død er jeg gået dem af Minde, jeg er som et ødelagt Kar.
14 Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.
15 Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,
16 mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,
17 lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.
18 HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.
19 Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.
20 Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, øver mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.
