7 Jeg tænkte i min Tryghed: “Jeg rokkes aldrig i Evighed!”
8 HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet.
9 Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN:
10 “Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?
11 HERRE, hør og vær nådig, HERRE, kom mig til Hjælp!”
