20 Thi intet Menneske er så retfærdigt på Jorden, at han kun gør gode Gerninger og aldrig synder.
21 Giv ikke Agt på alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høre din Træl forbande dig;
22 thi du ved med dig selv, at også du mange Gange har forbandet andre.
23 Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: “Jeg vil vorde viis.” Men Visdom holdt sig langt fra mig;
24 Tingenes Grund er langt borte, så dyb, så dyb; hvem kan finde den?
25 Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at Gudløshed er Tåbelighed, Dårskab Vanvid.
26 Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerte er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange.
27 Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene til det andet for at drage min Slutning.
28 Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Én Mand fandt jeg blandt tusind, men en Kvinde fandt jeg ikke i hele Flokken.
29 Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har så mange sære Ting for.
