1 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?
2 Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;
3 ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:
4 Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.
5 I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!
6 Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;
7 ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.
8 Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;
9 de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt.
10 Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;
11 thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den.
12 Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.
13 HERRENS Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.
14 Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.
