7 Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
8 Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
9 Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
10 De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
11 En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
12 En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
13 Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans. { *dvs. han lader dem leve. }
14 En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.
15 Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
16 Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.
17 Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.
18 Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
19 Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.
20 Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.
21 Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
22 Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
