13 At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.
14 Saligt det Menneske, som altid ængstes*, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke. { *for at overtræde Loven. Fil 2, 13. 1 Pet. 1, 17. }
15 En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.
16 Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov.
17 Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.
18 Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.
19 Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.
20 Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.
21 At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.
22 Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.
23 Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.
24 Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.
25 Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN, kvæges.
26 Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.
27 Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.
