8 Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
9 thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
10 Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!
11 Siger de: “Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
12 Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.
13 Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
14 Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!”
15 - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
16 thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
17 Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
18 de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
19 Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.
20 Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;
21 oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
22 Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?
23 Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
24 Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
25 men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,
