3 Og han sagde til dem: “Tager intet med på Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler.
4 Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage bort.
5 Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gå ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem.”
6 Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne.
7 Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han var tvivlrådig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra de døde;
8 men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle Profeter var opstanden.
9 Men Herodes sagde: “Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem er denne, om hvem jeg hører sådanne Ting?” Og han søgte at få ham at se.
10 Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en By, som kaldes Bethsajda.
11 Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom.
12 Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: “Lad Skaren gå bort, for at de kunne gå herfra til de omliggende Landsbyer og Gårde og få Herberge og finde Føde; thi her ere vi på et øde Sted.”
13 Men han sagde til dem: “Giver I dem at spise!” Men de sagde: “Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gå bort og købe Mad til hele denne Mængde.”
14 De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: “Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver.”
15 Og de gjorde så og lode dem alle sætte sig ned.
16 Men han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren.
17 Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.
18 Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham; og han spurgte dem og sagde: “Hvem sige Skarerne, at jeg er?”
19 Men de svarede og sagde: “Johannes Døberen; men andre: Elias; men andre: En af de gamle Profeter er opstanden.”
20 Og han sagde til dem: “Men I hvem sige I, at jeg er?” Og Peter svarede og sagde: “Guds Kristus.”
21 Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen,
22 idet han sagde: “Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på den tredje Dag.”
23 Men han sagde til alle: “Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;
24 thi den, som vil frelse sit Liv. skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.
25 Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
26 Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed.
27 Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som stå her. der ingenlunde skulle smage Døden. førend de se Guds Rige.”
28 Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på Bjerget for at bede.
29 Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og strålende.
30 Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias,
