19 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
20 Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21 Og de spurgte ham og sagde: “Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
22 Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?”
23 Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: “Hvorfor friste I mig?
24 Viser mig en Denar*; hvis Billede og Overskrift bærer den?” Men de svarede og sagde: “Kejserens.” { *se til Matth. 18, 28. }
25 Men han sagde til dem: “Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”
26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
27 Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
28 “Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
29 Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
30 Ligeså den anden.
31 Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
32 Men til sidst døde også Hustruen.
33 Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.”
34 Og Jesus sagde til dem: “Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;
