14 Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
15 Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
16 Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre.” Men da de hørte det, sagde de: “Det ske aldrig!”
17 Men han så på dem og sagde: “Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
18 Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse.”
19 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
20 Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21 Og de spurgte ham og sagde: “Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
22 Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?”
23 Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: “Hvorfor friste I mig?
24 Viser mig en Denar*; hvis Billede og Overskrift bærer den?” Men de svarede og sagde: “Kejserens.” { *se til Matth. 18, 28. }
25 Men han sagde til dem: “Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”
26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
27 Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
28 “Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
