4 Og dette var Grunden til, at Josua omskar dem: Alt Mandkøn af Folket, som drog ud af Ægypten, alle våbenføre Mænd, var døde undervejs i Ørkenen, efter at de var draget ud af Ægypten.
5 Hele Folket, som drog ud, havde nok været omskåret, men af det Folk, som var født i Ørkenen under Vandringen, efter at de var draget ud af Ægypten, var ingen blevet omskåret;
6 thi i fyrretyve År havde Israelitterne vandret i Ørkenen, indtil hele Folket, de våbenføre Mænd, som var draget ud af Ægypten, var døde, fordi de ikke havde adlydt HERRENS Røst, hvorfor HERREN havde svoret, at han ikke vilde lade dem se det Land, HERREN havde tilsvoret deres Fædre at ville give os, et Land, der flyder med Mælk og Honning.
7 Men deres Børn, som han havde ladet træde i deres Sted, dem omskar Josua; thi de var uomskårne, eftersom de ikke var blevet omskåret under Vandringen.
8 Da så hele Folket var blevet omskåret, holdt de sig i Ro, hvor de var i Lejren, indtil de kom sig.
9 Men HERREN sagde til Josua: “I Dag har jeg bortvæltet* Ægypternes Forsmædelse fra eder.” Og han kaldte dette Sted Gilgal, som det hedder den Dag i Dag. { *på hebr. Ordspil med Navnet Gilgal. }
10 Medens Israelitterne lå i Lejr i Gilgal, fejrede de Påsken om Aftenen den fjortende Dag i Måneden på Jerikos Sletter;
11 og Dagen efter Påsken spiste de af Landets Afgrøde, usyrede Brød og ristet Korn;
12 selv samme Dag hørte Mannaen op, da de nu spiste af Landets Afgrøde; Israelitterne fik ikke Manna mer, men spiste det År af Høsten i Kana'ans Land.
13 Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så op og fik Øje på en Mand, som stod foran ham med draget Sværd i Hånden. Josua gik da hen til ham og sagde: “Er du en af vore eller en af vore Fjender?”
