7 Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
8 Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
9 Min Ven er som en Gazelle, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
10 Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!
11 Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
12 Blomster ses i Landet, Sangens Tid* er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land; { *eller: Tiden til at beskære Vinrankerne. }
13 Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,
14 min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
