9 Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, såsom endog Fasten* allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde: { *denne Faste faldt om efteråret, 3 Mos. 23, 27 flg. }
10 “I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv.”
11 Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på det, som Paulus sagde.
12 Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest,
13 Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta.
14 Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den såkaldte “Eurakvilo”*. { *Nordostvind. }
15 Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive.
16 Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede vi med Nød og næppe at bjærge Båden.
17 Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten*, firede de Sejlene ned og lode sig således drive. { *en Havbugt på Nordkysten af Afrika, der var meget frygtet af de søfarende. }
18 Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord.
19 Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber.
20 Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af alt Håb om Redning os betaget.
