6 Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved Havet.”
7 Men da Engelen, som talte til ham, var gået bort, kaldte han to af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadig vare om ham.
8 Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe.
9 Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til Byen, steg Peter op på Taget for at bede ved den sjette Time.
10 Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham,
11 og han så Himmelen åbnet og noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned på Jorden;
12 og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle.
13 Og en Røst lød til ham: “Stå op, Peter, slagt og spis!”
14 Men Peter sagde: “Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist noget vanhelligt og urent.”
15 Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: “Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!”
16 Og dette skete tre Gange, og straks blev dugen igen optagen til Himmelen.
17 Men medens Peter var tvivlrådig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, måtte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten.
18 Og de råbte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter havde Herberge der.
19 Men idet Peter grublede over Synet, sagde Ånden til ham: “Se, der er tre Mænd, som søge efter dig;
20 men stå op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem.”
21 Så steg Peter ned til Mændene og sagde: “Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Årsagen, hvorfor I ere komne?”
22 Men de sagde: “Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har at en hellig Engel fået Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige.”
23 Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham.
24 Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på dem og havde sammenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner.
25 Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham.
26 Men Peter rejste ham op og sagde: “Stå op! også jeg er selv et Menneske.”
27 Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede.
