17 Men medens Peter var tvivlrådig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, måtte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten.
18 Og de råbte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter havde Herberge der.
19 Men idet Peter grublede over Synet, sagde Ånden til ham: “Se, der er tre Mænd, som søge efter dig;
20 men stå op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem.”
21 Så steg Peter ned til Mændene og sagde: “Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Årsagen, hvorfor I ere komne?”
22 Men de sagde: “Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har at en hellig Engel fået Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige.”
23 Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham.
24 Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på dem og havde sammenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner.
25 Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham.
26 Men Peter rejste ham op og sagde: “Stå op! også jeg er selv et Menneske.”
27 Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede.
28 Og han sagde til dem: “I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgås med eller komne til nogen, som er af et fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent.
29 Derfor kom jeg også uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg spørger eder da, af hvad Årsag I hentede mig?”
