25 og stil lige så stor en Hær på Benene som den, du mistede, og lige så mange Heste og Vogne som før! Når vi så kæmper med dem på Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!” Og han fulgte deres Råd og handlede derefter.
26 Næste År mønstrede Benhadad Aramæerne og drog op til Afek for at kæmpe med Israel.
27 Også Israelitterne blev mønstret og forsynede sig med Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig lige over for dem som to små Gedehjorde, medens Aramæerne oversvømmede Landet.
28 Da trådte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: “Så siger HERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke en Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din Hånd, og I skal kende, at jeg er HERREN!”
29 De lå nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen kom det til Kamp, og Israelitterne huggede Aramæerne ned, 100.000 Mand Fodfolk på én Dag.
30 De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren styrtede ned over dem, der var tilbage, 27.000 Mand. Benhadad flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer.
31 Da sagde hans Folk til ham: “Vi har hørt, at Kongerne over Israels Hus er nådige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og Reb om Hovederne og gå ud til Israels Konge, måske han da vil skåne dit Liv!”
32 Så bandt de Sæk om Lænderne og Reb om Hovederne og kom til Israels Konge og sagde: “Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!” Han svarede: “Er han endnu i Live? Han er min Broder!”
33 Det tog Mændene for et godt Varsel. og de tog ham straks på Ordet, idet de sagde: “Benhadad er din Broder!” Da sagde han: “Gå hen og hent ham!” Så gik Benhadad ud til ham, og han tog ham op i Vognen til sig.
34 Benhadad sagde nu til ham: “De Byer, min Fader fratog din Fader, vil jeg give tilbage, og du må bygge dig Gader i Damaskus, lige som min Fader gjorde i Samaria! På disse Vilkår give du mig fri!” Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gå.
35 Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENS Ord til sin Fælle: “Slå mig!” Men han vægrede sig derved.
