13 Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, da Jesabel lod HERRENS Profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte hundrede af HERRENS Profeter, halvtredsindstyve i én Hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til dem?
14 Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til din Herre, at Elias er her - han lader mig dræbe!”
15 Da sagde Elias: “Så sandt Hærskarers HERRE lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i Dag vil jeg træde frem for ham.”
16 Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias i Møde.
17 Da Akab fik Øje på Elias, sagde han til ham: “Er det dig, du, som bringer Ulykke over Israel!”
18 Men han svarede: “Det er ikke mig, der har bragt Ulykke over Israel, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt HERREN og holder eder til Ba'alerne!
19 Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig på Karmels Bjerg og tillige de 450 Ba'alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter, som spiser ved Jesabels Bord!”
20 Da sendte Akab Bud rundt til alle Israelitterne og samlede Profeterne på Karmels Bjerg.
21 Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: “Hvor længe vil I blive ved at halte til begge Sider? Er HERREN Gud, så hold eder til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!” Men Folket svarede ham ikke et Ord.
22 Da sagde Elias til Folket: “Jeg er den eneste af HERRENS Profeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand;
23 lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og hugge den i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke lægge til; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden at tænde Ild.
24 Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde HERRENS Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!” Alt Folket sagde: “Det Forslag er godt!”
25 Derpå sagde Elias til Ba'als Profeter: “Vælg eder den ene Tyr og lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds Navn, men I må ikke tænde Ild!”
26 Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als Navn fra Morgen til Middag, idet de råbte: “Hør os, Ba'al!” Men ikke en Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende omkring det Alter, de havde opført.
27 Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: “I må råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn og må først vågne!”
28 Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deres Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem.
29 Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede lige til hen imod Afgrødeofferets Tid*, men ikke en Lyd hørtes, ingen svarede, og ingen agtede derpå. { *det daglige Afgrødeoffer, som bragtes om Eftermiddagen. Sl. 115, 5 ff. }
