2 Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.
3 En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.
4 Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg.
5 Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet;
6 fra Fodsål til isse er intet helt, kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie.
7 Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne - så øde som ved Sodomas Undergang.
8 Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark, en omringet By.
9 Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.
10 Lån Øre til HERRENS Ord, i Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk!
11 Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN; jeg er mæt af Vædderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.
12 Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned?
