13 Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne - jeg afskyr Uret og festlig Samling.
14 Eders Nymånefester og Højtider hader min Sjæl, de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære.
15 Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;
16 tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde,
17 lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!
18 Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.
19 Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;
20 står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENS Mund har talet.
21 At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem - men nu er der Mordere.
22 Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.
23 Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag.
24 Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: “Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!
25 Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly.
26 Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.”
27 Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.
28 Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgår.
29 Thi Skam vil I få af de Ege*, I elsker, Skuffelse af Lundene*, I sætter så højt; { *hvor de drev Afgudsdyrkelse. }
30 thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand.
