13 Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven i Købet vil opkaste dig til Herre over os!
14 Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan stikke disse Mænd Blår i Øjnene? Vi kommer ikke!”
15 Da harmedes Moses højlig og sagde til HERREN: “Vend dig ikke til deres Offergave! Ikke så meget som et Æsel har jeg frataget dem, ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!”
16 Og Moses sagde til Kora: “I Morgen skal du og alle dine Tilhængere komme frem for HERRENS Åsyn sammen med Aron;
17 og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder på og komme Røgelse på og frembære sin Pande for HERRENS Åsyn, 250 Pander, du selv og Aron skal også tage hver sin Pande!”
18 Da tog hver sin Pande, lagde Gløder på og kom Røgelse på, og så stillede de sig ved indgangen til Åbenbaringsteltet sammen med Moses og Aron;
19 og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. Da kom HERRENS Herlighed til Syne for hele Menigheden,
20 og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
21 “Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre den!”
22 Men de faldt på deres Ansigt og sagde: “O Gud, du Gud over alt Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt Mand synder?”
23 Da talede HERREN til Moses og sagde:
24 “Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring Koras, Datans og Abirams Bolig!”
25 Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste,
26 og han talte til Menigheden og sagde: “Træk eder tilbage fra disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres Synders Skyld!”
27 Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små.
28 Og Moses sagde: “Derpå skal I kende, at HERREN har sendt mig for at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i Egenrådighed:
29 Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har HERREN ikke sendt mig;
30 men hvis HERREN lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd har hånet HERREN!”
31 Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig under dem,
32 og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede;
33 og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af Forsamlingen.
34 Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig, thi de sagde: “Blot ikke Jorden skal opsluge os!”
35 Og Ild for ud fra HERREN og fortærede de 250 Mænd, der frembar Røgelse.
36 Da talede HERREN til Moses og sagde:
37 “Sig til Eleazar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Panderne ud af Branden og strø Gløderne ud noget derfra; thi hellige
38 er de Pander, der tilhørte disse Mænd, som begik en Synd, der kostede dem Livet. De skal udhamre dem til Plader til Overtræk på Alteret, thi de frembar dem for HERRENS Åsyn, og derfor er de hellige; de skal nu tjene Israelitterne til Tegn.”
39 Da tog Præsten Eleazar Kobberpanderne, som de opbrændte Mænd havde frembåret, og hamrede dem ud til. Overtræk på Alteret
40 som et Mindetegn for Israelitterne om, at ingen Lægmand, ingen, som ikke hører til Arons Efterkommere, må træde frem for at ofre Røgelse for HERRENS Åsyn, for at det ikke skal gå ham som Kora og hans Tilhængere, således som HERREN havde sagt ham ved Moses.
41 Men Dagen efter knurrede hele Israels Menighed mod Moses og Aron og sagde: “Det er eder, der har, dræbt HERRENS Folk!”
42 Men da Menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig mod Åbenbaringsteltet, og se, Skyen dækkede det, og HERRENS Herlighed kom til Syne.
