SALME 39:2-12

²Jeg sagde: “Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!”

³Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

⁴mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

⁵Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

⁶Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.

⁷Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

⁸Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

⁹Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

¹⁰Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

¹¹Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

¹²Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.