7Jeg tænkte i min Tryghed: “Jeg rokkes aldrig i Evighed!”
8HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet.
9Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN:
10“Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?
11HERRE, hør og vær nådig, HERRE, kom mig til Hjælp!”
12Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde,