SALME 22:10-22

¹⁰Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

¹¹på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

¹²Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

¹³Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

¹⁴spiler Gabet op imod mig som rovgriske, brølende Løver.

¹⁵Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

¹⁶min Gane er tør som et Potteskår, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

¹⁷Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

¹⁸jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

¹⁹Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

²⁰Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

²¹Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste* af Hundes Vold! { *dvs. min Sjæl. }

²²Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.