ROMERNE 8:1-35

¹Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus.

²Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov.

³Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed* og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet, { *i Skikkelse som et syndigt Menneske. }

⁴for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden.

⁵Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige.

⁶Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred,

⁷efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det.

⁸Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud.

⁹I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til.

¹⁰Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed.

¹¹Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

¹²Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet;

¹³thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve.

¹⁴Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn.

¹⁵I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader!

¹⁶Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn.

¹⁷Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.

¹⁸Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os.

¹⁹Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse.

²⁰Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder,

²¹med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.

²²Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu.

²³Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning.

²⁴Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det?

²⁵Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed.

²⁶Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke.

²⁷Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.

²⁸Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.

²⁹Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre.

³⁰Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.

³¹Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os?

³²Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting?

³³Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.

³⁴Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os.

³⁵Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd?