PRÆDIKEREN 2:1-23

¹Jeg sagde ved mig selv: “Vel, jeg vil prøve med Glæde; så nyd da det gode!” Men se, også det var Tomhed.

²Om Latteren sagde jeg: “Dårskab!” og om Glæden: “Hvad gavner den?”

³Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit Hjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtil jeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen, det Dagetal de lever.

⁴Jeg fuldbyrdede store Værker, byggede mig Huse, plantede mig Vingårde,

⁵anlagde mig Haver og Lunde og plantede alle Hånde Frugttræer deri,

⁶anlagde mig Damme til at vande en Skov i Opvækst;

⁷jeg købte Trælle og Trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte Trælle; også Kvæg, Hornkvæg og Småkvæg, havde jeg i større Måder end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem;

⁸jeg samlede mig også Sølv og Guld, Skatte fra Konger og Lande; jeg tog mig Sangere og Sangerinder og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer.

⁹Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; desuden blev min Visdom hos mig.

¹⁰Intet, som mine Øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit Hjerte nogen Glæde thi mit Hjerte havde Glæde af al min Flid, og deri lå Lønnen for al min Flid.

¹¹Men da jeg overskuede alt, hvad mine Hænder havde virket, og den Flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen Tomhed og Jag efter Vind, og der er ingen Vinding under Solen.

¹²Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter Kongen? Det samme, som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne Visdom med Dårskab og Tåbelighed.

¹³Jeg så, at Visdom har samme Fortrin for Tåbelighed som Lys for Mørke:

¹⁴Den vise har Øjne i Hovedet, men Tåben vandrer i Mørke. Men jeg skønnede også, at en og samme Skæbne rammer begge.

¹⁵Da sagde jeg ved mig selv: “Tåbens Skæbne rammer også mig; hvad har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?” Og jeg sagde ved mig selv, at også det er Tomhed;

¹⁶thi den vises Minde er lige så lidt evigt som Tåbens, fordi nu engang alt glemmes i kommende Dage; ak! den vise må dø så godt som Tåben.

¹⁷Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det, som sker under Solen; thi det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

¹⁸Og jeg blev led ved al den Flid, jeg, har gjort mig under Solen, fordi jeg må efterlade mit Værk til den, som kommer efter mig.

¹⁹Hvo ved, om det bliver en Vismand eller en Tåbe? Og dog skal han råde over alt, hvad jeg med Flid og Visdom vandt under Solen. Også det er Tomhed.

²⁰Og jeg var ved at fortvivle over al den Flid, jeg har gjort mig under Solen;

²¹thi der har et Menneske gjort sig. Flid med Visdom, Kundskab og Dygtighed, og så må han overlade sit Eje til et Menneske, som ikke har lagt Flid derpå. Også det er Tomhed og et stort Onde.

²²Thi hvad får et Menneske for al sin Flid og sit Hjertes Higen, som han gør sig Flid med under Solen?

²³Alle hans Dage er jo Lidelse, og hans Slid er Græmmelse; end ikke om Natten finder hans Hjerte Hvile. Også det er Tomhed.