PRÆDIKEREN 12:1-11

¹Tænk På din Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: “I dem har jeg ikke Behag!”

²før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn,

³Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne,

⁴da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker,

⁵da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret* svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden, { *Middel til at vække Sult. }

⁶førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden

⁷og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud, som gav den.

⁸Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.

⁹Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog.

¹⁰Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord.

¹¹Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde.