1Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
2Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.
3Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.
4Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
5Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
6I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
7Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
8Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
9Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
10De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
11En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
12En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
13Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans. { *dvs. han lader dem leve. }
14En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.
15Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
ORDSPROGENE 29
ORDSPROGENE 29:1-15