ORDSPROGENE 28:8-27

⁸Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.

⁹Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.

¹⁰Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

¹¹Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.

¹²Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk*. { *dvs. de gemmer sig (V. 28). Es. 3, 4 ff. }

¹³At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.

¹⁴Saligt det Menneske, som altid ængstes*, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke. { *for at overtræde Loven. Fil 2, 13. 1 Pet. 1, 17. }

¹⁵En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.

¹⁶Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov.

¹⁷Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

¹⁸Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.

¹⁹Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.

²⁰Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.

²¹At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.

²²Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.

²³Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.

²⁴Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.

²⁵Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN, kvæges.

²⁶Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.

²⁷Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.