9Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.
10Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.
11Den onde har kun Genstridighed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.
12Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.
13Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.
14At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.
15At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.
16Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?
17Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.
18Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.
19Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.
20Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.
21Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.
22Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.
23Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.
24Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.
25Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.
26At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.
27Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.
ORDSPROGENE 17
ORDSPROGENE 17:9-27